2015 - MUS løb - Staksrode Skov
16 spejdere fra Peder Skrams Gruppe i Østbirk var lørdag den 9. maj på løb i Staksrode Skov ved Vejle Fjord. Sammen med ca. 200 spejdere fra området omkring Horsens deltog vi i det årlige MUS-løb. MUS-løbet er for spejdere i alderen 6-11 år, og arrangeres hvert år af Sct. Georgsgilderne i Horsens.
Årets løb var bygget op over et indianertema, og spejderne havde alle lavet fjer-prydelser, som de havde på under løbet.
Vi havde 3 patruljer med på løbet; en mini pige-gruppe og en mini drenge-patrulje, samt 1 mikro patrulje.
De brugte dagen på at løse opgaver rundt omkring i en lysegrønne skov. Skoven og området var i sig selv en stor naturoplevelse og vi så blandt andet den sjældne blomst gøgeurt.
Spejderne skulle rundt til 9 forskellige poster i skoven.
- Medicin-manden har tryllet med maden, og givet det andre farver. Smag på det og fortæl hvad det er.
- Indianerne er sultne. Ram dyrene (af træ!) med spyddet og skaf mad til stammen.
- Indianer-lege - ram spanden med stenene og få point.
- Huske - leg. 20 sekunder til at kigge på en masse genstande, som lå under et tæppe. Nævn så mange indianer-ting, som I kan huske.
- Indianerne er godt til at ride på heste. Vis hvad I dur til på ryggen af en træhest :-)
- Det er tørke og indianerne mangler vand. Opfind en regndans og opfør den.
- Hvad siger indianeren? En spejder miner en sætning, og resten af patruljen skal gætte.
- Skyd hjortene (skydeskive) med bue og pil og skaf mad til stammen.
- Lav en indianer-slæde, af rafter og reb, som kan transportere mindst 1 spejder.
Regndansen var en stor succes, da det stort set regnede under hele løbet.
Men spejderne gik til opgaverne med godt humør og kæmpede sig igennem de ca. 10 km.
Det var nogle trætte og våde spejdere, der om eftermiddagen stillede op til præmie-overrækkelse.
Anstrengelserne havde dog ikke være forgæves.
Mikroerne blev den bedste patrulje i den yngste aldersklasse, og vandt MUS'en til at sætte på deres patrulje-stander.
Mini-patruljerne havde også givet den alt hvad de havde i sig.
Alle spejderne modtog en læder-emblem, som bevis for at de havde gennemført strabadserne i skoven.
Mus-løbet var en rigtig sjov oplevelse og Peder Skrams Gruppe er parat til at tage afsted igen næste år.